Den Gule Lupin
 
Jørgine var en pige alt ud af bondestand,
hos Bitte Jens i Traanum, der tjente hun forsand.
Hun klædte sig en søndag sent i tyl og mousselin
og satte sig i kanten af den gule lupin.

Det var alt ved de tider, da katten lister hjem
og slikker sine poter, mens natten bryder frem;
men Soren stod der sønden omm', hvor kløv'ren er så fin,
så fik han også higen mod den gule lupin.

Han bad om hendes 'lille hånd', mens grumme skjævt han lo,
hun rakte tvende, skjønt de var ret store begge to;
så bad han om et kys og fik gelik et halvt dusin,
thi gavmild er du, kvinde, i den gule lupin.

Når kundskabstræet sænker selv de søde frugter ned,
hvor er vel så det asensbæst, der ej af æblet bed?
Jørgines kundskab hang kun lavt; pas pige, vel på din,
især når duggen falder i den gule lupin.

Så tog han pigens hånd og mund og hendes bange barm,
han krysted nakkens brune rund, så hjærtet slog alarm.
Så tog han hvad der ellers var i tyl og mousselin,
mens ørentvister sværmed om den gule lupin.

Men da Jørgine vågned, da var hun bleven kold,
den frække Soren havde forlængst sagt: Gud i vold!
Og månen så' så spørgende på knæ og ankellin,
mens duggen drap så sørgende fra gule lupin.

Så blev hun først forkølet og siden meget mer.
Det er jo at beklage, men slige fejler sker,
så længe piger sætter sig i tyl og mousselin
hos falske mænd som Soren i den gule lupin.