Melodi: Ukendt - Tekst: Peter Sick

O, I piger, O, I piger,
hør nu efter, hvad jeg siger,
for når I lægger jer det på hjerte,
vil I undgå megen smerte.
Jeg vil synge om, hvordanne
det er gået den stakkels Hanne,
stakkels Hanne, stakkels Hanne,
som i himlen nu monne stande.

Hendes navn var Hanne Godske,
hun var atten år til påske.
Hendes ansigt, svær' jeg leder,
var som tykmælk og rødbeder.
Kors, hvor kunne Hanne valse,
folk de gjorde lange halse, lange halse, lange halse,
hver gang Hanne skulle valse.

Hun var kærest med en maler,
- mellem os en svær udhaler
og han maled plankeværker,
deri han gjorde underværker.
Men af kærlighedens følelse
Hanne fik en slem forkølelse,
en forkølelse, en forkølelse,
som kom af kærlighedens følelse.

Det var midt i vint'rens dage,
sneen lå på frosne tage,
det var netop blev en morgen,
den slog tre fra Rundetårn,
da tren Hanne ud af Kjæden,
ned ad panden trilled sveden,
trilled sveden, trilled sveden,
som hun havde få't i Kjæden.

Ømt hun støtter sig til vennen
ham, De ved nok, malersvenden,
månen kærlig for dem lyser,
sneen knitrer, hårdt det fryser,
op på volden de spadserer,
hun i tynde bandolerer,
bandolerer, bandolerer,
i slig en kulde - nej la' være.

Til en bænk de monne ile,
hvor de stille søgte hvile,
så på stjerner og planeter
og på andre rariteter.
Med hinanden omkring livet
så de over perspektivet,
perspektivet, perspektivet,
med hinanden omkring livet.

Da hun op sig ville rejse,
i hans arm hun monne dejse,
svært hun sprælled uden nytte,
foden kunne hun ej flytte.
Thi af kulden så var sålen
frosset ganske fast til volden,
fast til volden, fast til volden
var af kulden frosset sålen.

Det blev ej en dans på roser,
hun fik vandre hjem på hoser,
dagen efter blev hun do'lig,
nu i himlen har hun bolig.
Piger, deraf kan I lære,
gå ej ud i bandolerer,
bandolerer, bandolerer,
når det fryser - o nej, lad være!