Spurven sidder stum bag kvist;
Såmænd, om ej det fyger!
Kalgårdpilen piber trist
for nordenblæstens byger.
Lul - lul! rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.

Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul - lul! rokken går!
tenens rappe vlnge
over fyrrebjælken sår
en skov af skygge ringe.

Far ta'r ned så tung en bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et: Amen!
Lul - lul! rokken går,
ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står,
og sneen går i dynger.

Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave,
synge om "den hvide flok"
og "al hans nådegave'.
Lul - iul! rokken står!
Men dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli'r lange.