Man kan vel ikke gøre for at man har charme
Melodi: Ralph Benatzsky - Tekst: Mogens Dam
Den billedskønne Sigismund! Det navn jeg altid lød,
folk syn's, jeg er så sød, så mælkehvid og rød.
En hel del ægtemænd har horn derfor i sid'n på mig,
rent bortset fra alt andet spørger jeg:
Man kan vel ikke gøre for, at man har charme?
og rent magnetisk drager frøkner og så fruer.
Der bli'er for min skyld udstødt suk i mange barme,
og der bli'er drømt om mig i mangt et jomfrubur.
Jeg li'frem vader rundt i hvide kvindearme,
så jeg må sådan gå og passe på mig sel' .
Sku' man ha' vrøvl, fordi man har en smule charme?
Man kan jo ikke gøre for det, kan man vel?
På grund af denne skønhed og så mit temperament
desværre gang på gang jeg i spinaten sprang.
Den sidste gang det var med fru Mathilde von der Claes,
hvis mand var virtuos på engelsk bratsch.
Man kan jo ikke gøre for, at man har charme,
jeg fejred' fødselsdag og Thilde var hos mig,
og hvad man sådan glæde kan en fødselar me' ,
det var Mathilde ikke smålig med - næ, nej!
Mens manden sad og filed løs på sine tarme
på cafe 'Bristol', slog vi andre tid'n ihjel,
og hvad vi end har gjort, så blev det gjort med charme,
man kan jo ikke gøre for det, kan man vel?
Forfatter: Jørgen Kristiansen (Kobberbryllupssang)
At vi i ”Byparken” er kommet for at feste,
det skyldes, som I ved, en ganske særlig sag,
og vi er glade for at I os ville gæste,
og fejre med os vores kobberbryllupsdag.
Tænk 12 ½ år det er der nu virk’ligt gået,
sid’n Harald han i kirken var lidt utilpas,
og det var ej fordi, at jeg hans ja ha’d fået,
det var fordi, han havde tabt et brilleglas.
I nitten fire halvfems started’ vor historie,
i lyngby - med at Harald han besøgte mig,
og begge vore døtre stod med deres glorie,
de kunne ej forstå hvad nu der var på vej.
For min Michelle ku’ det bare ikke fatte,
”Mor hvorfor er det fine stel nu taget frem”,
og Liselotte var nervøs så det ku’ batte,
fordi at hendes Far til tiden ej kom hjem.
I fem-og-halvfems snød vi alle vore gæster,
og nogle syntes måske at det var lidt stift,
de troed at for Haralds 60 års dag vi fester,
men grunden var at vi i domkirken blev gift.
Det var så her, Harald, sit brilleglas sku’ miste,
dengang da han ved alt’ret skulle knæle ned,
da senere han holdt en tale, det sig viste,
på grund af det - så fik han kun det halve med.
Med ud at rejse har jeg også Harald fået,
skønt længer’ end til Tønder først han ikke vil,
men nu det meste af Europa har vi nået,
han kører helst med bus og ej i egen bil.
For i en bus der kan en øl man sagtens drikke,
derfor at køre selv han ikke mere gad,
for i Paris, dengang vi kørte selv, man ikke,
en øl ku’ nyde, ud’n at man sku’ købe mad.
Nu Harald han er tem’lig ferm i hus og have,
men blikkenslagerarbejde han ikke kan,
for da han blandingsbatteriet skulle lave,
ombytted’ han det kolde og det varme vand.
Skønt Harald morgenmand han er, det må man sige,
jeg, lørdag – søndag, lov at sove længe får,
og når jeg vækket bli’r, og kan fra sengen stige,
kaffe og frisk brød og en lille én der står.
De 12½ år vi har haft har været gode,
et bedre liv man sikkert ej forlange kan,
men nu vil jeg da ikke mere i det rode,
kun konstatere Harald er en dejlig mand.
Og nu skal Harald fra mig ha’ ”et længe leve”,
så hvis I alle rejser Jer fra Jeres plads,
skal vi sammen allesammen glasset hæve,
og et trefoldigt hurra nu vil kom’ tilpas.
Læg i kurv
Afspil
