Melodi: Ott Wieling - Tekst: Allan Honde

Når jeg ser på skønne blomster;
dukker svundne minder frem
om den gamle milde gartner
i mit fjerne barndomshjem.
Jeg skal aldrig, aldrig glemme
denne dybe rene stemme,
jeg har elsket den engang,
og jeg lytted', når han sang:
Plante smil og plante solskin
plante sang i alle sind,
skabe hverdag om til fest
og lukke lys og glæde ind.

Smil og sang og mange blomster
gro' de frem af havens jord,
fra de høje grønne birke
lød et muntert fuglekor.
Det var eventyrets rige
for en lille bitte pige.
Da'n var lys' og god og lang,
når den gamle gartner sang:
Plante smil og plante solskin ...

Når det sker for mig, at jeg bli'r
både trist og kold og grå,
husker jeg den gamle gartner
og de ting han tro' de på.
Selvom sorgerne er slemme,
får en sang mig til at glemme,
jeg har lært det gang på gang
af den gamle gartners sang:
Plante smil og plante solskin ...