På det jævne, på det jævne,

ikke i det himmelblå,

der har livet sat dig stævne,

der skal du din prøve stå.

Alt, hvad herligt du kan nævne,

alt, hvad højt din sjæl kan nå,

skal hernede på det jævne

fast sin rod i livet slå.



Komme ned, se, det er tingen,

dale glad som fugl fra sky,

når med sang den sænker vingen

ikke falde tung som bly,

komme ned og slutte ringen,

være glad i kvæld og gry,

elske verden, hade ingen,

føle sig som født påny.



I det høje! I det høje!

lyder det dig mere smukt?

Funkler sværmerisk dit øje,

finder verden stolt din flugt?

Vil du ej dit hoved bøje

under livets strenge tugt,

vil du ikke marken pløje,

før du høster markens frugt?



Ak, den kunst er tung at lære,

dyrkes kun af såre få,

den uendelige svære,

den, på jorden fast at stå,

den, sin himmel med at bære

overalt i hjertets vrå,

den, sin skaber glad at ære

i det store, i det små.



På det jævne skal du bygge,

på det jævne skal du bo,

ej som krøbling, ej på krykke,

ej med dyrets dorske ro.

Med dit savn og med din lykke,

med dit håb og med din tro

skal du på det jævne bygge

op til stjernerne en bro.



På det jævne! På det jævne!

Altid i min sjæl det klang,

når med fantasiens evne

kækt jeg mig fra jorden svang.

Alt det andet vil sig hævne,

er kun splid og undergang.
-
på det jævne! På det jævne!

Det er livets sejerssang.