Saa hastigt svinder Dagen
og aftnen stunder tilher var et andet Skagen,
et bedre om man vil.

Saa langsomt vokser Skyggen
for den, som færdes her
og vender Samtid Ryggen
og har det Svundne kær.

Her var et andet Skagen
saa rigt paa Haab og Mod
som det, der fejrer Dagen
i Kræfters Overflod

Flid fejred glade Fester
og Salens Pryd blev til:
her var ej Kunstens Gæster,
men Herrer, om man vil!

Et Skønheds Hjem man bygged
u-selvisk, ungt og frit –
da Salen saa stod smykket,
gik Skaren hver til sit.

Men rundt omkring i Dagen,
I Kræfters Overflod,
naiv og frisk laa Skagen,
saa gammeldags og god.
 -
Og langsomt voksed Skyggen
mod Aftnens Skumrings-Skær:
men ingen vender Ryggen
mod den Tid, han har kær.

Hør Havet, hvor det koger
de gamle Minder op,
mens Skum og Sand og Maager
er Sjæl i samme Krop

Det er – og det er Sagen
Hvad Tiden saa blir til
der er en ”Sjæl” i Skagen,
som aldrig ældes vil.

Som kommer, naar man kalder
paa alt, hvad man har kær –
mens over Stranden falder
Erindrings Vemods-skær