Nu lakker det ad tiden småt,
da jomfru vår vil komme;
den søvn, som hun i nat har få't,
er sagtens snarlig omme.
Eja, eja! hvor skønt!
Snart løvet står grønt,
og fuglen vil kvidre så kønt.

Hun lægger begge hænder om
de halvtillukte øjne
og på de unge bryster, som
i hvide lin sig højne.
Eja, eja! hvor skønt osv.

Bort kaster hun sin Camisol,
men listig i det samme
sig nærmer den forlibte sol
i fulde fyr og flamme.
Eja, eja! hvor skønt osv.

Så tager hun sit styrtebad
i luftens milde strømme;
lig lette skyer skilles ad
de mørke nattedrømme.
Eja, eja! hvor skønt osv.

Se, solen med et rundt gesigt
bagefter hende render;
han tror nu ret, det er hans pligt
at være hendes tjener.
Eja, eja! hvor skønt osv.

Men alt for snart de unge to
man ser ret ømt, fortroligt
at søge ind i skovens bo,
hvor der er tyst og roligt.
Eja, eja! hvor skønt osv.

Og efter deres favnetag
fremmyldre hele hære;
thi han er stærk, og hun er svag ­
det er, som det skal være.
Eja, eja! hvor skønt osv.

Ja, hvor de gå, bag krat og tjørn
i skovens lune grotter,
der kaste tusind blomsterbørn
de grønne redingotter.
Eja, eja! hvor skønt osv.

Og gøgen ler til finkens slag,
og storken halsen bøjer,
og sommerfuglen for og bag
gør tusind pæne løjer.
Eja, eja! hvor skønt osv.

Kaninen morer sig i krat,
græshoppen lystigt vipper,
mildt stjernen i den klare nat
med sine øjne glipper.
Eja, eja! hvor skønt osv.

Sig glæder selv, skønt gammelklog,
den blege, syge måne;
alverdens hjerte sukker, og
poeterne - de dåne.
Eja, eja! hvor skønt,
når løvet er grønt,
og fuglene kvidre så kønt.