I den gamle pavillon
Amdi Riis | Epe | Poeten
de fromme kvinder,
som nu forsvinder.
Ak, nu er jeg mange, mange miie
fra Bakkens Hvile
og Peter Liep.
Jeg'r en fremmed fugl, en lille kolibri,
inde her i Tivoli.
Jeg drømmer mig tilbage til den gamle pavillon,
til tribunen, hvor vi sad.
Vi sang de gamle viser, der var fa'me ingen pardon,
vi blev ved til folk de græd.
Så regned' det med janter på terrassen,
dem stak vi ned i strømpernes chiffon,
for jeg skal sig' dem, her var sparekassen
l den gamle pavillon.
Midt på Bakken er jeg født og båren
en dag i våren,
sa' jeg go'måren-
Aldrig, aldrig, aldrig kan jeg glemme
mln moders stemme,
når hun sa' øl.
Far ku' tæmme dyr, han var en fin dressør,
han var loppedirektør.
De sprang, de kære topper, i den gamle pavillon,
hvor hans cirkus gik med held,
hans loppeakrobater, de var ualmind'lig fjong,
dem leverede vi sel'.
Med tiden blev vi el've børn i truppen,
for mor hun fødte to i hver sæson,
skønt hun var damen uden underkroppen,
i den gamle pavillon.
Udenfor på d'Angleterr's terrasser,
der sidder masser
af borgsjo'as'er,
alle disse overklassemokker,
der five-o'clocker
med deres te.
Når de sidder der, på rad på der's popo,
for at la' sig overbeglo,
så sender jeg en tanke til den gamle pavilion,
hvor vi ogsa sad på rad,
og viste Bakkens mandfolk vor's pariserbagperron,
og jeg vedsgu ikke hvad.
De andre flirter med de fine herrer,
vi skyder med en jord- og så beton,
men facit det' sgu ens på d' Angleterre
og i den gamle pavillon.