April, April
Tony Vejslev | Frank Jæger
Bedstefar, tag dine tænder på,
søbemadens triste tid er ude,
af min arvelod opspringer glad
gulerodens lille hårde knude.
Fruen i det nye silkeskørt
læner sig og knitrer mod min mave,
plukker anemoner af min mund,
planter dem i sine minders have.
Underfulde børn med røde hår
løber dristigt ud af byens senge.
Degnen går bag stærke brilleglas
i den fjerneste af alle enge.
Trold i bakke er jeg ikke nu,
skærer vinterskægget af min hage.
Fugleunger flyver op deraf,
takker mig fra landets sommertage.
Denne sang stammer fra samlingen '19 Jægerviser' 1953.