Erindrer De, det var i Kongens Have
Fri
Erindrer De? Det var i Kongens Have
Tekst: Johan Ludvig Heiberg, 1836
Melodi: Henrik Rung, 1836
Hammer:
Erindrer De? Det var i Kongens Have,
jeg mødte Dem den første dag i maj.
Jeg vendte om, og som en ydmyg slave
i afstand tro jeg fulgte Deres vej.
Med en veninde gik De under løvet,
som hang i knopper over grønne sti,
hvor hyacinten bøjed sig bedrøvet,
fordi De gik så hurtigt den forbi,
hvor hyacinten bøjed sig bedrøvet,
fordi De gik så hurtigt den forbi.
Sophie:
Og da jeg ud på gaden monne træde,
jeg i mit fjed bestandig skimted Dem.
De fulgte mig til store Kirkestræde,
her gik jeg op, her, så De, var mit hjem.
Men før jeg glemte, hvad der var passeret,
De kom herind i stuen, hvor vi bo.
"Er ikke her et værelse møbleret?",
så spurgte De, og onkel svarte: "Jo",
"Er ikke her et værelse møbleret?",
så spurgte De, og onkel svarte: "Jo".
Hammer:
Og uden omsvøb blev accorden sluttet,
jeg sang triumf, thi alt var gå't så godt.
Jeg flytted ind i kamret på minuttet,
og denne bolig syntes mig et slot.
Her har jeg daglig skuet Dem Sophie!
Det første indtryk her jeg næret har,
og skønt jeg tav, ej kunne jeg fortie,
hvad ej på læben, men i hjertet var,
og skønt jeg tav, ej kunne jeg fortie,
hvad ej på læben, men i hjertet var.