Sådan er'ed jo /Degnen fra Nørrebjert
 Melodi: Arvid Müller - Tekst: Arvid Muller

Jeg er degn i Nørre Bjært, ta De den som givet,
jeg har set og hørt og lært mange ting i livet.
Kærlighed især,
den kender jeg, hør her:
Inde midt i skoven på en bænk der sidder to,
månen den er oppe, el's er alting gå't til ro,
pigen siger nej, men hun vil hel're sige jo,
sådan er'ed jo,
ja det er'ed jo!
Borte mellem træerne der risler der en bæk,
pigen hun vil spejle sig i vandet og er væk,
ungersvenden lægger sig og lurer bag en hæk,
sådan er'ed jo,
ja det er'ed jo!
Det gør I, det gør jeg,
men vi gør det godt nok hver for sig!
Buskene de rører sig, men bænken den er tom,
pluds'lig stikker pigen ho'det frem og siger "Kom"!
Ungersvenden ved, at alle veje før' til Rom,
sådan er'ed jo,
ja, det er'ed jo!

Så bli'r de trolovede, kærlighed'n bli'r plejet,
men hvad de kan nå ved det, er jo ikke meget.
Derfor står hun brud,
før året rinder ud:
Klokkerne de ringer, og kareten kører frem,
der er strøet blomster hele vej'n fra hendes hjem,
øjnene og ørene på folk de står på klem
sådan er'ed jo,
ja, det er'ed jo!
Bruden er i myrter og i dejlig crepe de chine,
hun går op ad kirkegulvet bly som en kanin.
Gommen slår et smæld med tung'n og tænker: "Den er fin!"
Sådan er'ed jo,
ja, det er'ed jo.
Det gør I - det gør jeg,
men vi gør det godt nok hver for sig.
Bruden siger ja, og præsten slutter deres pagt,
gommen han er fra den a', og nikker kuns i takt,
han har allerede ikke no'et at sku' ha' sagt
sådan er'ed jo,
ja, det er'ed jo!

Året går, som det nu kan, og som man ku' vente:
Lidt før tiden hæver man kærlighedens rente.
Og til fastelavn
skal barnet ha' sit navn:
Mor'en hun er stolt, for præsten roser hendes barn.
Hvad skal stumpen hedde? Jo, hun sku' da hedde Kar'n.
Smeden han står fadder - han ser ud, som han var far'n.
og det er han jo,
ja, det er han jo!
Så er der jo gilde, og det holder man på kroen,
desværre må betjenten hurtigt fjerne en person,
de'r fa'ren, altså fa'ren, altså ham der er i troen
sådan er'ed jo,
ja, det er'ed jo.
Det ved I - det ved jeg,
men vi tier godt nok hver for sig!
Ellers går det hyggeligt man får sig et glas vin,
Stemningen er munter, og musikken den er fin,
smeden han er med, han spiller anden violin!
Sådan er'ed jo,
ja, det er'ed jo!

Nå, men på Gud Amors bud, hvem kan så forhindre,
de har holdt hinanden ud i 25 vintre.
Så skal vi påny
til fest i vores by.
Flagene de blafrer bag hvert eneste stakit,
der er rejst en æresport i guld og rødt og hvidt,
vejret det er dejligt, eller også er det skidt
sådan er' ed jo,
ja, det er' ed jo!
Alle gratulanterne de vimser rundt som møl,
gaverne beundres, der er pæne ting i søl' ,
manden siger tak, men han vil hell're ha' en øl
Sådan er'ed jo,
ja, det er'ed jo!
Det vil I - det vil jeg,
men vi vil det godt nok hver for sig!
End'lig henad tolv så går familien, det var rart,
(og) konen går i seng og siger: "Kommer du så snart?"
(Men) Jeppe han er svær at få i kassen, det er klart,
sådan er' ed jo,
ja, det er' ed jo!
Årene går vid're, og der går mange flere,
indtil pluds'lig manden så ikke er der mere.
Alle sukker "Ak!"
og konen siger "Tak".
Skolelære'n klæ'r sig i sin sorte hat
og går hen og taler smukt til den, som er forladt,
han har ellers altid sagt, at manden var et skvat
sådan er' ed jo,
ja, det er' ed jo.
Klokkeren han ringer til den store cer'moni,
hele sognet møder, det vil sige, de'r fordi,
der er fælles kaffebord, så snart det er forbi -
sådan er'ed jo,
ja, det er'ed jo.
Det gør I - det gør jeg.
men vi gør det godt nok hver for sig!
Nå, men så omsider falder konen lidt til ro,
præsten får en tier, for hans tale var så go' ,
degnen han må nøjes med en krone eller to!
Sådan er'ed jo,
ja, det er'ed jo!