Melodi: Carl Nielsen - Tekst: Jeppe Aakjær

Hvem sidder der bag skjærmen med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet og om sin sko et bånd?
Det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød
med ham'ren må forvandle de hårde sten til brød.

Og vågner du en morgen i allerførste gry
og hører ham'ren klinge, på ny, på ny på ny,
det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister af morgenvåde sten.

Og ager du til staden bag bondens fede spand,
og møder du en olding, hvis øjne står i vand,
det er såmænd Jens Vejmand, med halm om ben og knæ,
der næppe ved at finde mod frosten mer' et læ.

Og vender du tilbage i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest,
og klinger hammerslaget bag vognen ganske nær,
det er såmænd Jens Vejmand, som endnu sidder der.

Så jævned' han for andre den vanskelige vej,
men da det led mod julen, da sagde armen nej;
det var såmænd Jens Vejrnand, han tabte ham'ren brat,
de bar ham over heden en kold decembernat.

Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden, og malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav i døden, man gav ham aldrig en.