Visen om de 3 musikanter
Tekst: Oskar Hansen/ Musik: Arnold Ringsted

Den ene spilled' banjo, den anden mandolin,
den tredie af harmonikassen trak så sære hvin.
Når de gik hen ad vej - en, de standsed' ved hver gård
og spillede de viser, der til pigehjerter går.


For ham der spilled' banjo var sort af hud og hår,
hans vugge stod i Kongo i et rent tilfældigt år.
Hans mor var sort - en hedning, hans far hvid missionær,
og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver.


Den anden, ham der spilled' så flot på mandolin,
var som den lyse dag, så ren, så fager og så fin.
Hans fader var en greve, hans mor en tatermær,
og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver.


Den tredie, ham der hev i trækharmonika,
han havde seksten fædre fra sin allerførste dag,
og skønt de alle seksten frækt nægted' hver især,
ham med harmonikassen havde arvet lidt af hver.


Så spillede de trende for godtfolk rundt om land,
de spillede for kvinder og de spillede for mand,
men mest dog for de piger, der lo, når de kom nær,
men der var én de elskede tilsammen hver især.


Hun elsked' ham med banjo og ham med mandolin
og ikke mindst harmonikassens sødmefulde hvin.
Når de kom til en by, hvor hun var, de havde kær,
de blev der trende nætter, det var lige en til hver.


Så skete det de tider, hvor vårens blomster gror,
ved hendes bløde lænder lå det nysseligste nor.
En knægt så sund i formen, men ellers dog lidt sær,
han fik de instrumenter, som de spilled' hver især.

Han voksed´ og blev større, sådan som det skal ske
Med børn af sunde piger der kan elske og kan le
Og da de trende følte at dødens stund var nær
Han fik de instrumenter, som de spilled´ hver især.

Så spilled´ han på banjo, og flot på mandolin
Og lokked´ af harmonikassen sødmefulde hvin
Han døde mæt af alder, og visen er forbi
Om de tre musikanter, der blev ét musikgeni