Ølhunden glammer
Tekst: Poul Henningsen - Melodi: G.B. de Curtis

Når din hals er en hal' meter nedløbsrør,
og din tunge er som en galosche,
når din drøvel er stor som en briosche,
så'r det organet, der er løvet tør,
så'r det ølhunden, der glammer,
så'r det bajerens time, min ven,
så'r det derfra, det stammer,
hør nu gøer den og teer sig igen.
Stang den en bajer,
for' den ikke skal helt sygne hen,
mærk så, hvor den leger,
ja, nu logrer den fa'me me' halen.

Når du bades i ølsvedens pinsler,
og du kaster dig frem og tilbasje,
så'r det dyret, der laver ravasje,
så'r det hunden, der kræver sin pilsner.
Så'r det ølhunden, der glammer,
tør du møde dens duggede blik,
så'r det halsbåndet, der strammer,
hør dens hulkende hik efter hik.
Fru Agnes Schmitto,
som beskytter den mindste moskito,
tilbeder vi to,
selv en ølhund har hjerte og dito.

Så' der dem der går rundt og mæ'n cegarhund,
som der bider på tungen og vrinsker.
Når det vigtigste er jo, man har hund,
om det kun er en dobermann-pilsner.
for såd'n som ølhunden ka' glamme,
så kan alt være det samme.
Endogså kvinder
bli'r for mig kun te tågede minder,
og guld og sølv kun
gravens rust som fortæres af møl kun.
Mig og så min ølhund
syn's nu morgenstund helst skal ha' øl i - mund'n!

Der er folk, der går rundt med en afholdshund,
som der hverken gøer til eller fra,
lad os samle os i denne alvorsstund
og hylde vor grand danois.
Ølhunden glammer,
og den fylder mit liv med mosek,
tænk, om den ble' tammere,
eller hvis den gak hen og så gek!
Lige fra vuggen
har jeg lyttet til ølhundens slikken,
tænk, når man får trukken
allersidste øl op og har drukken - den.