På den stolte skude
fjernt fra hjemmets strand
står den tavse sømand
og længes hjem i land.
Tænker, mens skibet står mod nord,
på den, som i hans hjerte bor,
på sin Lili Marleen,
kun om Lili Marleen.

Det var på en knejpe
i Marseilles havn,
at han pluds'lig hørte
det nu så søde navn;
mændene talte kun om een
med ravnsort hår og slanke ben,
kun om Lili Marleen,
kun om Lili Marleen.

Det var kærlighed ved
første øjekast,
men i dag så står han
med hende last og brast;
for da han fried', fik han ja,
og han blev gift den næste da'
med sin Lili Marleen,
med sin Lili Marleen.

Og når fra det fjerne
Peter vender hjem,
er en grøn lanterne
det tegn, der viser frem.
Han ved, når rejsen, den er endt,
så står hun dér og venter spændt,
hans eg'n Lili Marleen,
hans eg'n Lili Marleen.