Sommerens Ø
Piet Hein| Mogens Jermiin-Nissen
Sommerens ø
Tekst & Musik: Piet Hein, Mogens Jermiin-Nissen
 
1.      
Hvergang en sommer igen kommer dragende, 
dvælende, farende hen, 
er det som kom man i dybet af dagene 
hjem til sin hjemegn igen.
2.      
Ude i verden, hvor jorden og himlene 
skifter i ukendte skær, 
længes man ind i sit øriges svimlende 
verden af lunerigt vejr. 
3.      
Åh, at forundres at komme på luftene,
let som et løvetandsfrø
ned i det syngende, solede, duftende
græs på en sommergrøn ø.
4.      
Her er man hjemme, hvor strømmen og vindene, 
solen og skyerne går,
midt i det nu, som er selve den rindende 
tråd mellem aldre og år.
5.      
Her mellem havet og himlen og stenene 
nynner en langelig sang,
samlende alt, som har været, forenende 
alt som skal være engang.
6.      
Stranden, den stride, bestormet af vandene, 
lægger sin vandrende ring
lukkende rundt om de varige, standende, 
enkle og evige ting.
7.      
Tavse, mens druehyld løfter mod rummene 
sommerens glødende bær,
glider vi ind i den syngende, summende,  
susende sommer og er.