Våren har det let, hver gang den indta'r

vores lille runde klode,

den møder bare op med en blå viol

og en kasse sol.

Skoven skifter tøj,

og månen ryster på sit

gammelkloge ho'de,

den ved nøjagtig, hvad den vil få at se,

og hvad der vil ske!

 

Alle går rundt og forelsker sig,

hjerterne banker på alfarvej.

Hele verden bli'r ung endnu en gang

og synger vårens sang,

som den har gjort det li' fra Arilds dage.

Hvad der end sker på Guds grønne jord,

hjertet har altid det sidste ord.

Og når våren er inde,

vandrer han hen til hende

og forelsker sig.

 

Mange folk besvimer ved det allerførste

hornsignal fra våren,

no' en andre skriver straks digte med talent,

no' en får frakken vendt.

Lirekassemanden får violer,

blot han viser sig i gården,

og ingen er i tvivlom,

at det er et plus,

hvis man nu blev dus.

 

Alle går rundt og forelsker sig,

hjerterne banker på alfarvej.

Der bli' r hvisket og drømt bag hegn og krat

i vårens lyse nat,

når hele verden holder stævnemøde.

En gang om året på samme tid,

glemmer man hverdagens vrøvl og strid.

Hvert et levende væsen

slår en krølle på næsen

og forelsker sig.