(Lillemor jeg står og svajer)

Langsomt følges mor og datter ind i skoven, trin og trin
Farerne kun pigen fatter, hende mor er blind
Og hun ledes af den lille, som fortæller, hvad hun ser
pludselig står barnet stille, råber, mens hun ler:

Lillemor, de skønne violer titter frem,
som et dejligt tæppe her de står,
ligeså blå som himlen, når solen kysser dem.
Mor, hun smiler for hun ved, at det er tegn på vår.

Lillemor, jeg ber dig vente lidt på mig.
For nu vil jeg plukke blomsterne til dig
Mor, hun holder varsomt violerne hun får
Kysser ømt sin pige for det første tegn på vår


Duften af de små violer bringer lys i moders sind
for på forår alle stoler, selvom man er blind.
Og hun føler solens varme, aner lysets blege skær,
favner mildt i sine arme, pigen hun har kær.

Lillemor, de skønne violer titter frem,
som et dejligt tæppe her de står,
ligeså blå som himlen, når solen kysser dem.
Mor, hun smiler for hun ved, at det er tegn på vår.

Lillemor, jeg ber dig vente lidt på mig.
For nu vil jeg plukke blomsterne til dig
Mor, hun holder varsomt violerne hun får
Kysser ømt sin pige for det første tegn på vår