Melodi: Leon Bonnard - Tekst: Ludvig Brandstrup

Jeg var endnu ganske lille,
da skæbnen ville
at mor gik bort.
Hende der, som jeg er bror til,
blev jeg så mor til
det var lidt hårdt.
Men jeg husker, mor hun sa'e,
dengang hun på sit yderste la':
Ta' dig af det lille skvat,
sørg for, hun aldrig bli'r forladt.
Pas nu godt på Maggidudi,
for hun er jo kuns et barn.
Tænk hvis hun skil' blive skudt i
en mand med fut i,
hun er så uerfar'n.
Hendes far han var rekrut i garden,
han forførte mig,
derfor nedkom jeg i uti'e
med Maggidudi og dig.

Siden har jeg så holdt øje
og passet nøje
på tøsen der,
og nu bor hun hos mig hjemme,
og hun er me' me'
på al min færd.
Vi kan aldrig skilles ad
derfor går vi skarn aldrig i bad,
hvis De går på gad'n og dér
pluds'lig bli'r trådt på Deres tæ'r,
så' det mig og Maggidudi,
som er ude at gå tur.
De sku' gi' en genstand sku' De
for Maggidudi
er nemlig storforbru'r.
Ikke no'et med tuttifrutti
eller lemonskvat, uh nej,
vi vil helst ha' no'et med sprut i,
Maggidudi og jeg.

Som en digter sa' så fyndigt:
"Det er så yndigt
at følges ad",
jeg med tøsen føl's bestandigt,
det er umandigt,
men ved De hvad,
det var li' godt værst i fjor,
da jeg var på session i Nybo'er
og sergenten pluds'lig sa'e:
"Hvem er det så, der skal klæ's af?"
Det skal jeg og Maggidudi,
kan vi ikke bli' kassert?
De sku' skamme Dem, det sku' De,
for Maggidudi
er noget så genert,
og kanoner er der krudt i,
nej, så giv De hell're mig
en trompet, som vi kan trut' i
Maggidudi og jeg.