Og gubben sad med lystent grin
og kigged' på sit pengeskrin:
kroner 1, kroner 2, kroner 3, kroner 4,
kroner 5, kroner 6, kroner 7, kroner 8,
kroner 9. Han sad på vagt og spring
og sansed ingen andre ting.
Og han talte igen og igen og igen og så sig sky omkring.
Ja, de penge, ja, de penge
er til bekymring for fattig og for rig.

Han trak en skuffe lidt på klem
og talte op og hented' frem
kroner 1, kroner 2, kroner 3, kroner 4,
kroner 5, kroner 6, kroner 7, kroner 8,
kroner 9, og med en skåret kop
gav han sig til at øse op,
ned i strømper og sække og puder og dyner til alting var med top.
Ja, de penge, ja, de penge
er til bekymring for fattig og for rig.

Han spiste intet, drak kun lidt
og tænkte stadig kun på et:
kroner 1, kroner 2, kroner 3, kroner 4,
kroner 5, kroner 6, kroner 7, kroner 8,
kroner 9. Han blev så tynd som få,
så mager som et vissent strå,
så han ku' krybe gennem sin spar'bøsses sprække ja, selv med jakken på.
Ja, de penge, ja, de penge
er til bekymring for fattig og for rig.

Han sov og lå og fablede
og drømte, at han stablede
kroner 1, kroner 2, kroner 3, kroner 4,
kroner 5, kroner 6, kroner 7, kroner 8,
kroner 9, og vågned' op og skreg:
"Hvem er det, der bestjæler mig?"
Så så han sin skygge i skinnet fra månen og råbte: "Er det dig?"
Ja, de penge, ja, de penge
er til bekymring for fattig og for rig.

Han talte lige til næste dag
og døde af et hjerteslag,
for der mangled' en krone, der lå i en hat,
hvor han selv havde lagt den forrige nat.
Så endte jordelivets kval
som altid i vor jammerdal
med regning på orgel og blomster og gravsted, betal, betal, betal.
Ja, de penge, ja, de penge
er til bekymring for fattig og for rig.