Om Nybo'er jeg kvæde vil vise
kun en jævn og simpel lille sang.
Holmens gamle rønner vil jeg prise
der jeg selv i vuggen lå engang.
Hver en plet herude rummer minder
om de helte som på havet for,
her er skønt, når sommersolen skinner
på de røde tage i Nybo'er.

Fjerde Kristian med det ene øje,
som ved masten stod i røg og damp,
tog det med komforten ej så nøje,
i hans lave stuer er lidt svamp,
men vi elsker dog de gule længer,
hvor det grønne mos på taget gror,
alle Holmens folk med hjertet hænger
ved de gamle huse i Nybo'er.

Når på langfart med de stolte skuder
Holmens glade gutter drog afsted,
sukked' mor jo for sin dreng derude,
og en lille pige sukked med,
men når hjem de vendte med fregatten
og et flot vestindisk sjal til mor
blev der højt til loftet hele natten
i de lave stuer i Nybo'er.

Skal den grå cementbeton fortrænge
Holmens gule by, næ, fy for fa'en,
jeg og Bjørnegades raske drenge,
stemmer i til mundharmonika'n
Væk med hver en høj og grim kaserne,
Københavner syng med om Nybo'er,
vi vil alle stå på vagt og værne
om de gamle minder om Nybo'er.