Og pigen sa'e: »Hør Søndenvind,
du må ikke være en drillepind -
lad vær' at rør' min nye hat,
for jeg skal jo møde min elskede skat
i hat med slør og blomster på
og kjole med vidde og ynde.
To hvide sko, så små, så små
og strømper så spindelvævstynde.

Og pigen gik i Søndenvind,
så yndefuldt kysset af solens skin. . .
gik op og ned ad vor allé,
så alle som bo'de der nu kunne se
en hat med slør, osv.

Og pigen kom med Søndenvind
og mødte sin ven midt i solens skin.
Og når man er til bal ved høst,
så trykker man ind til sit bankende bryst
en hat med slør, osv.

Og dansen gik i Søndenvind
de dansede, dansede - kind mod kind.
Hun var så sød og let på tå,
så alle i dansen stod stille og så
en hat med slør, osv.

Ved morgengry i Søndenvind
de dansede stadigvæk kind mod kind.
Et enkelt kys . . . nej to . . . nej tre. . .
De håbede begge at ingen fik se
En hat med slør, osv.

Og pigen sover trygt i ro
og drømmer de danser endnu - de to.
I stuen ligger - spredt omkring
på gulvet, i stolen de yndigste ting:
en hat med slør, osv.